Investering for begyndere på aktiesparekonto | Kom i gang
Investering er for alle, og alle kan komme i gang
Hvis du synes, at investering føles uoverskueligt, er du kommet til det rigtige sted
Investering betyder grundlæggende, at du flytter dele af din opsparing fra en konto til et aktiedepot, hvor pengene i stedet sættes i aktier eller investeringsforeninger. Og det kan der være rigtig mange gode grunde til at gøre:
Du kan få mere ud af din opsparing over tid
Dine penge står ikke stille og bliver mindre værd pga. inflation
Du kan spare aktivt op til fremtidige mål og drømme som bolig, rejser osv.
Dine fordomme fortæller dig måske, at du skal vide alt om markeder, afkast, risiko og timing for at være med. Eller at du må sige godnat til din nattesøvn, fordi kurserne rutsjer op og ned opsparingen. Men nej. Investering er ganske udramatisk, og herunder vil vi nærme os det med små skridt, samt pege på, hvorfor vi som bank anbefaler, at også du kommer i gang.
Vi har samlet en lille ordbog, du kan bruge, når du støder på et begreb, du ikke kender.
Grundlæggende er en aktie en lille del af en virksomhed, som typisk stiger i værdi, når det går godt for virksomheden, og typisk falder, når det modsatte er tilfældet.
Aktiens værdi, som også kaldes dens kurs, kan dog også nogle gange påvirkes af andre udefrakommende faktorer.
For at hele værdien af din investering ikke skal følge blot en enkelt akties op- og nedture, anbefaler man som en hovedregel at sprede sine investeringer ud på flere forskellige aktier og værdipapirer.
Det kalder man for diversificering.
Når du spreder din investering ud over flere forskellige selskaber — og endda over forskellige brancher og forskellige lande — oplever du ikke store dyk i den samlede værdi, hvis ét selskab eller én branche skulle møde modgang. Du er således mere beskyttet mod de helt store udsving.
Den samlede mængde af dine aktier og værdipapirer kaldes din portefølje og en diversificeret portefølje er altså god til at modstå risiko.
Risiko dækker over det naturlige faktum, at værdien af en investering kan både stige og falde i værdi.
Værdipapirer vil alle befinde sig et sted på et linje mellem høj risiko, hvor der er potentiale for store stigninger eller store fald på (typisk) kort sigt, og lav risiko, hvor der typisk vil være mindreudsving.
Du skal overveje med dig selv, om du er okay med, at dine investeringer kan svinge kraftigt i værdi eller vil være tryggere ved den lavere risiko. Din holdning til risiko kaldes også din risikoprofil eller investeringsprofil.
Når dine værdipapirer er blevet mere værd, end da du købte dem, er beløbet, de er steget i værdi, det samme som dit afkast.
Hvis en investering på 1000 kroner er blevet til, 1100 er dit afkast altså på 100 kroner. Og det er disse 100 kroner, du skal betale skat af på 17%.
Dette er alt sammen noget banken står for at indberette. Du kan se beløbet på din årsopgørelse.
Når man er ny til at investere, kan vejen til en diversificeret portefølje virke lidt uoverskuelig. Heldigvis findes der en smutvej til at opnå dette, nemlig ved at købe værdipapirer fra en investeringsforening/-fond.
En investeringsforening indeholder en bred vifte af forskellige aktier og obligationer, som professionelle investorer har sammensat.
Når du investerer i en forening/fond, bliver du medejer af en lille procentdel af fondens værdipapirer. Din investering stiger og falder herefter sammen med den samlede værdi af disse. Værdien justeres én gang dagligt.
Dermed har du altså spredt dine investeringer helt automatisk og samtidigt ladet de professionelle om alt det praktiske.
Investeringsforeninger er enten aktivt eller passivt forvaltede. Det betyder at de enten blive aktivt justeret efter markedets udvikling for at forsøge at skabe et afkast eller være sammensat så bredt at formålet er at følge markedets udvikling.
Investeringsforeningerne tager en årlig omkostning på et vist procentdel af afkastet (ÅOP), som er værd at lægge mærke til, da det kan blive mange penge på sigt. De aktive forvaltede har typisk en højere ÅOP, men det kan godt betale sig, hvis de klarer sig godt.
En ETF (Exchange Traded Fund) er speciel type investeringsforening, der handles på børsen ligesom en aktie, hvilket betyder, at du kan købe og sælge dem i børsens åbningstid til de aktuelle kurser.
De har ofte en lavere årlig omkostning til investeringsforeningen (ÅOP), men er dermed også passivt forvaltede (jf. Hvad er en investeringsforening?).
Med mange ETF'er skal du betale skat af dit afkast på et årligt basis efter lagerprincippet. Det betyder, at du betaler skatten af dit afkast, selvom du ikke har solgt dit værdipapir.
En obligation er et værdipapir af en lidt anden natur end en aktie.
Når du køber en obligation til en specifik værdi, er du lidt som en bank, der låner et beløb ud i en periode, før beløbet betales tilbage til en aftalt tid. I mellemtiden får du renter for dit lån, som udgør dit afkast.
I Danmark er det typisk en stat eller lignende stabil institution, der udsteder obligationen. Så investeringen anses derfor som meget stabil, og man oplever sjældent de store udsving på værdipapiret.
Du skal vide, at du ikke kan investere direkte i obligationer med din aktiesparekonto, da denne netop er designet til handel med aktier. Obligationer kan dog indgå som en del af din portefølje, hvis du køber værdipapirer i en investeringsforening, hvor de udgør mindre end 50% af den samlede værdi.
Når du handler med en aktiesparekonto hos os, er kurtagen helt gratis. Men hvad betyder det?
Kurtage er et lille gebyr, du skal betale, når du køber og sælger værdipapirer. Det udgør en mindre procentdel (op til 0,5%) af det samlede beløb, du handler for, og betaler udgifterne for den, der bestyrer handlen.
At vi tilbyder gratis kurtage på aktiesparekontoen er derfor ikke en uvæsentlig fordel ved at investere her hos os.
Parkér dine fordomme om investering lige her
Disse ting spænder ben for mange, endda før de er kommet i gang
Du har besluttet dig for at komme i gang med investering og søger lidt på nettet og på selskaber i investeringsportalen i Mobilbank.
Men der er for mange muligheder, for mange informationer og for mange forskellige nye begreber. Det er simpelthen alt for uoverskueligt.
Du giver derfor op, før du er kommet i gang. Og det er ærgerligt, for du behøver altså hverken en lang finansuddannelse eller en intens interesse for årsregnskaber for at komme i gang med investering.
Tænk hellere på investering, som du gør med alting nyt du skal lære. Der er nye ting, der skal læres. Men det går, når du tager det lidt efter lidt.
Tips:
nærm dig emnet med nysgerrighed, og støt dig til kilder, der ved mere end dig selv
lav dine første investeringer i sikre og stabile investeringsforeninger, hvor eksperterne har valgt værdipapirerne for dig
Du har sat en del af din opsparing i aktier, som nu er faldet i værdi. Er pengene tabt? Skal du bare sælge med det samme og begrænse dit tab?
Det er naturligvis ærgerligt, men altså langt fra en katastrofe. Spørger du en erfaren investor, vil du altid høre: hold dig i ro. Hav is i maven. Og det samme er vores anbefaling.
Markedet går op og ned, men er historisk set steget over tid. Dermed er sandsynligheden stor for, at dine investeringer finder deres leje igen.
Som din bank har vi al motivation til, at dine investeringer går godt, og derfor vil vi altid råde vores kunder til tålmodighed og omtanke.
Prøv ikke at fokusere for meget på faldende kurser
Investér derfor kun penge, du ikke står og skal bruge her og nu.
Behold altid den gode fornemmelse i maven. Både når det går op og ned.
Nej. Investering er hverken et lotteri eller et kasino, hvor huset altid vinder til sidst.
Det er heller ikke et sted, hvor man satser stort for at få en hurtig gevinst eller fortjeneste.
Nej, investering og handel med værdipapirer er en fuldstændig integreret økonomisk del af vores samfund. Vores pensionsmidler, realkreditlån og de fleste andre samfundsmæssige finanser ligger ikke på lager i Nationalbankens kælder, men er alle på en eller anden måde investeret i værdipapirer.
For den private er investering en solid og fornuftig strategi for at holde opsparing og private finanser fri for inflation og faldende købekraft. Det er med andre ord oplagt og fornuftigt at investere sine penge frem for blot at have dem stående på en konto.
Hvis du er bekymret, kan du altså sagtens sænke skuldrene, da vi ikke har altså ikke med noget unaturligt eller uansvarligt at gøre her.
Når man ser mediernes gule bjælker om selskaber, der er faldet kraftigt i værdi fra den ene dag til den anden, giver det et billede af et marked i krise. Og så er det kun naturligt, at man mister lysten til at begynde at investere.
Sandheden er dog, at mediernes dækning oftere fokuserer på de spektakulære kursfald, der giver mere opmærksomhed og flere kliks, end den stille stabile vækst aktiemarkedet holder – og har holdt sig – år efter år.
Det er svært at spå, men denne stabile vækst er sket over en periode med mange historiske begivenheder, der har rystet vores samfund. Så mon ikke den fortsætter?
Og hvornår er det bedste tidspunkt så at gå i gang med investering? Sandheden er nok, at det perfekte tidspunkt ikke eksisterer. Men én ting er sikkert, du er ikke i gang, før du får begyndt.
Ikke nødvendigvis. Det står ingen steder skrevet i sten, at mere erfarne investorer klarer sig bedre end nye; eller at ældre klarer sig bedre end unge.
Og for den gennemsnitlige dansker vil investeringer i solide investeringsforeninger typisk give et afkast over tid, der vil være bedre for dine sparepenge, end hvis du havde ladet dem forblive på en normal opsparingskonto.
Desuden. Efter at have brugt god tid på at kigge rundt på disse sider, er du vel ikke helt nybegynder længere.
Har du andre fordomme, eller brug for rådgivning?
Vores rådgivere er altid klar til at vejlede dig i, hvordan du kommer i gang med investering i Mobilbank.
Vi kan også fortælle dig om produkter fra vores samarbejdspartnere i BankInvest samt om andre investeringstiltag som vores Månedsinvestering — et tilbud til dig, der ønsker at lade banken stå for investeringerne.
Rådgiveren kan også hjælpe dig med at finde den gode balance mellem investering og markedets indbyggede risiko, så du beholder den gode fornemmelse i maven.
Hvad med risiko? Hvad skal jeg gøre, når markedet falder?
Risiko er noget, du kan styre – ikke noget du skal gætte på
Risiko er ikke en naturkraft, hvor lynet slår tilfældigt ned og spænder ben for alle dine investeringer. Det er heller ikke noget, der er isoleret til investering, da alle varer, produkter og ydelser jo stiger eller falder i værdi.
Men hvis markedet er i en bølgedal, og du ser et fald i værdi af dine investeringer – hvordan skal du så forholde sig?
I det følgende vil vi forholde os til udsving og risiko, så du på et oplyst grundlag kan holde en god mavefornemmelse omkring det niveau af risiko, du er villig til at acceptere i sine investeringer.
Tre ting, du skal vide om risiko
Spredning reducerer risiko
Investerer du alle dine penge i få eller blot et enkelt selskab, vil værdien af dine investeringer være meget påvirkelig, da de forventninger, regnskaber, selskabsmeddelelser eller andet, som kan påvirke kursen både op og ned, er centreret på disse få eller dette ene selskab.
Hvis du derimod har dine penge investeret bredt – dvs. i mange selskaber, investeringsforeninger, lande, industrier – vil værdien af dine samlede investeringer være mindre udsat, hvis et enkelte selskab oplever et større dyk.
Du bestemmer dog helt selv din strategi, men til den nye investor vil vi gerne anbefale at investere bredt i markedet. Det kan du let gøre ved at investere i investeringsforeninger (se gode anbefalinger lige her) eller ved at satse på selskaber på tværs af lande, regioner og industrier. Så er du bedre beskyttet mod kriser, der skulle ramme enkelte selskaber og markeder, mens du lærer at forstå de forskellige dele ved investering.
Tidshorisont og risiko hænger sammen
Jo længere tidshorisont du har for dine investeringer, desto bedre kan du leve med midlertidige udsving. Du kan altså håndtere lidt mere risiko i dine investeringer, når du investerer midler, du ikke står og skal bruge inden for den nærmeste fremtid. Så falder markedet? Hav is i maven og behold dine investeringer.
Obs: Investerer du penge, du skal bruge snart, så anbefaler vi at holde en lavere risiko. Dermed undgår du, at du bliver nødt til at sælge, selvom markedet skulle befinde sig i en bølgedal.
Ikke at investere giver også risiko for tab
Fravælger du at investere dine penge, sikrer du dig desværre ikke mod, at de kan falde i værdi. Penge, der ikke er investerede, men står passive hen, vil nemlig langsomt tabe deres reelle værdi ift. priserne i samfundet, der automatisk stiger i takt med inflationen.
Hvis ikke valutakurserne matcher denne udvikling, vil du i sidste ende miste købekraft, da det samme beløb ikke vil kunne købe de samme ting om 5, 10 eller 20 år. Investering er modsat en god langsigtet strategi for din opsparing, da aktiemarkedet historisk set har oplevet en vækst, der vil kunne afhjælpe dette.
Investeringer tilbyder, som udgangspunkt, et højere forventet afkast end på en almindelig konto. Men selvom investering historisk set er den bedste måde at få formuen til at vokse på, er der altid en risiko ved at investere. Der er ingen garantier for et positivt afkast, og enhver investering kan resultere i tab, helt eller delvist. Derfor skal dine investeringer altid balancere din forventning til afkast med din holdning til risiko.