Negative renter - hvad betyder det for dig som privatkunde?

Igennem flere år har vi haft en situation med meget lave renter, og Nationalbankens rente har i en lang periode være negativ – og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbigt. På den baggrund ændrer vi fra 1. maj 2020 grænserne for, hvornår du som privatkunde hos os skal betale negativ indlånsrente. Samtidig forhøjes renten fra minus 0,75% p.a. til nu minus 0,60% p.a.

Hvad betyder det for dig som privatkunde MED NemKonto hos os eller hvis du er under 18 år?

Har du din NemKonto i Ringkjøbing Landbobank eller Nordjyske Bank eller er du under 18 år kan du have op til 25.000 kr. stående på hver enkelt af dine almindelige konti – fx din madkonto, feriekonto og opsparingskonto – uden, at du skal betale negativ rente. Og derudover kan du fra 1. maj have op til 500.000 kr. på en enkelt af dine konti, uden at du skal betale negativ rente. Den kalder vi din Frikonto.

Grænsen på 500.000 kr. på Frikonto gælder pr. cpr-nr., så hvis du har en fælles opsparingskonto med din partner, vil grænsen være 1 mio. kr. Har du flere penge stående, gælder der en årlig negativ rentesats på p.t. -0,60 %, for den del af beløbet der overskrider grænsen.

Pensionskonti, prioritetskonti og andre former for særlige indlån kan ikke anvendes som Frikonto. For pensionskonti gælder en årlig negativ rentesats på p.t. -0,60% af kontant indestående.

Hvis du har en pensionskonto, kan det i langt de fleste tilfælde bedst betale sig at investere. Kontakt din kunderådgiver for at høre om mulighederne for investering af din pensionsopsparing.

Børneopsparingskonti og Børnebørnskonti vil ikke været omfattet af ovenstående regler og vil fortsat forrentes med 0% p.a. uanset saldo.

Børn og unge under 18 år er ikke omfattet af kravet om NemKonto.

Hvad betyder det for dig som privatkunde, der IKKE har NemKonto hos os?

Har du ikke din NemKonto i Ringkjøbing Landbobank eller Nordjyske Bank, gælder der fra 1. maj 2020 en årlig negativ rentesats på p.t. -0,60 % for hele dit indestående i banken uanset kontotype.

For børn og unge under 18 år gælder de samme regler som, hvis de havde haft en NemKonto hos os.

På Jackpotkonti og 2for1-konti kan du altid have op til 25.000 kr. stående uden at skulle betale negativ rente.



Få svar på dine spørgsmål som privatkunde

Vi har samlet en række typiske spørgsmål og svar (FAQ) nedenfor.

Hvornår træder ændringen i kraft?

De nye grænser gælder fra 1. maj 2020.

Hvordan kan jeg se, hvilken konto der er udpeget som Frikonto?

Umiddelbart foran kontoens navn i både Mobilbank og Netbank, vil der være anført "FRI".

    Kan jeg ændre Frikontoen til en anden, hvis jeg ønsker det?

    Det er som udgangspunkt den konto, der den 1. april 2020 havde den højeste saldo, som er valgt som din Frikonto.
    Såfremt du og din partner havde mere end 1 mio. kroner stående på en fælles konto d. 1. april 2020, var det denne, der blev valgt som Frikonto.
    Men du kan naturligvis altid vælge en anden konto, hvis du hellere vil det. Kontakt din kunderådgiver, så hjælper vi dig med at få det ændret.

    Kan jeg trække negative renter fra i skat?

    Ja, det kan du. Vi sørger for indberetningen til SKAT.

    Kan jeg oprette en ekstra konto, hvor jeg kan spare op til børnenes konfirmation og efterskoleophold?

    Ja, naturligvis, hvis du har et reelt behov for en ekstra konto, opretter vi en ny til dig.

    Er mine pensionskonti omfattet af negativ rente?

    Ja, kontant indestående på pensionskonti er omfattet af negativ rente. Derfor anbefaler vi som hovedregel at investere i pulje, pleje eller depot. Kontakt din rådgiver og hør mere om mulighederne.

    Hvad betyder grænsen på 500.000 kr., hvis jeg har en fælles konto med min partner?

    Hvis I begge har jeres NemKonto i Ringkjøbing Landbobank eller Nordjyske Bank, kan I friholde op til 1 mio. kr. på en fælles Frikonto.

    Skal børn betale negative renter?

    Kunder under 18 år har ofte ikke en NemKonto, men vilkårene er de samme som, hvis de havde det. Dvs. at børn/unge kan have en Frikonto med op til 500.000 kr. og øvrige opsparingskonti med op til 25.000 kr. uden at skulle betale negative renter.

    Er Børneopsparing, Børnebørnskontoen og Gavekonto omfattet af negativ rente?

    Nej, disse kontotyper forrentes uændret med 0% p.a. af hele saldoen.

    Hvorfor har I indført negative renter?

    Vi er nødt til løbende at tilpasse os markeds- og rentesituationen. Det lave renteniveau ser ud til at fortsætte, og det er vi nødt til at tilpasse os.

    Hvordan kan jeg undgå at betale negative renter?

    Et af alternativerne til at betale negativ rente er investering af midlerne. Kontakt din rådgiver.

    Hvorfor er der krav om, at jeg skal have min NemKonto hos jer?

    Vi stiller det kun som et krav, hvis du vil have mulighed for at friholde indestående på op til 500.000 kr. fra betaling af negative renter og op til 25.000 kr. på øvrige konti. Det gør vi fordi, vi ønsker at give vores helkunder de bedst mulige betingelser.

    Hvad er en NemKonto?

    Det er en almindelig konto, du som borger har knyttet sammen med dit CPR-nummer, så det offentlige kan sende penge til dig, fx overskydende skat, børnefamilieydelse mv.

    Hvor kan jeg se, hvilken konto, der er registreret som NemKonto?

    Det kan du se og ændre i Netbank.

    Har du brug for hjælp?

    Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til at finde en løsning, er du meget velkommen til at kontakte din rådgiver. Vi sidder klar til at hjælpe dig alle hverdage i bankens åbningstid.

    Se afdelinger og åbningstider her