Naturens Rige

Vedvarende energi og livgivende virksomheder

Kommunens virksomheder giver liv og indtægter

Mange ved, at Ringkøbing-Skjern Kommune arealmæssigt er Danmarks største. Færre ved nok, at kommunen er hjemsted for en lang række dygtige og innovative virksomheder – herunder Ringkjøbing Landbobank. Kommunen er langt fremme på den grønne dagsorden, og der er mange ”grønne” arbejdspladser i området. Det fortæller borgmester Hans Østergaard, som er glad for de mange arbejdspladser, kommunens virksomheder kaster af sig.


- Ringkjøbing Landbobank betyder meget for Ringkjøbing-Skjern Kommune. Vi oplever, at banken investerer i kommunen for at blive, og det er vi rigtig glade for. For få år siden overtog og ombyggede banken det gamle amtsrådhus, og nu bygger de nyt, fordi de mangler plads igen. Det er godt for kommunen at huse virksomheder med vækst og mange medarbejdere. Det giver liv, omsætning og ikke mindst gode skatteindtægter, og så er banken også flink til at støtte vores mange frivillige foreninger i fritids- og kulturlivet.

- Banken bidrager til kommunens økonomi – dels med indkomstskat fra de medarbejdere, der bor i kommunen – dels modtager kommunen en mindre del af bankens selskabsskattebetaling. Men det er indkomstskatten, vi som kommune lever af. I 2021 har vi budgetteret med selskabsskatter på 69 mio. kr. og indkomstskatter på 2,3 mia. kr., så det siger lidt om, hvor afhængige vi er af gode og solide virksomheder, som skaber gode og godt lønnede jobs, siger Hans Østergaard.


294 mio. kr. i selskabsskat

Af de 294 mio. kr., Ringkjøbing Landbobank skal betale i selskabsskat for indkomståret 2021, går ca. 85 % svarende til ca. 250 mio. kr. til staten, mens de resterende ca. 15 % svarende til ca. 44 mio. kr. fordeles mellem de kommuner, hvor banken har afdelinger.

De tre største modtagere er Ringkjøbing-Skjern Kommune, Aalborg Kommune og Frederikshavn Kommune.

Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-skjern kommune

"Vi oplever, at banken investerer i kommunen for at blive, og det er vi rigtig glade for."

Naturens Rige - fokus på vedvarende energi

Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern Kommune brander sig som ”Naturens Rige” og har bl.a. fokus på at blive selvforsynende med vedvarende energi. En udvikling, bl.a. Ringkjøbing Landbobank i mange år har været med til at finansiere – både i Ringkjøbing-Skjern og i mange andre danske kommuner.


- Gennemføres alle de projekter, der er på tegnebrættet, får kommunen i løbet af 2024 en selvforsyningsgrad på 126 %. Og her er det vigtigt at bemærke, at der er tale om energi i alt. Allerede nu er selvforsyningsgraden for el 150 %, fortæller borgmester Hans Østergaard.


I dag produceres 10 % af al dansk landbaseret vindmøllestrøm i Ringkjøbing-Skjern Kommune. Det skyldes selvfølgelig, at det blæser meget fra vest, men det har givetvis også betydning, at verdens førende vindmølleproducent Vestas er i området, og at Ringkjøbing Landbobank var en af de første banker, der så et forretningsmæssigt potentiale i at finansiere den danske elproduktion fra vindmøller.

Kommunen har tilsluttet sig Realdanias projekt om klima-handlingsplaner, og byrådet nedsætter i 2022 et Erhvervs-, Klima- og Arbejdsmarkedsudvalg samt et Klima- og Energiråd for at få mere fokus på klima. Endelig har kommunen i flere år arbejdet med et spektakulært projekt – WestWind 24 – også som led i kommunens indsats for at brande sig som
Naturens Rige.

Målsætningen for WestWind 24 er at skabe verdens mest omtalte og innovative event for eldrevne køretøjer. Eventen skal tiltrække de førende producenter af elbiler, batteri- og opladningsaktører samt øvrige interessenter inden for grøn mobil infrastruktur. Hovedattraktionen skal være et elbilrace rundt om Ringkøbing Fjord suppleret med ekspertkonference og folkefest.


- Vi har besluttet at afsætte midler til yderligere modning af WestWind 24, og planen er nu at afholde et betaevent i foråret 2022. Herefter evaluerer vi, om der er basis for at gøre eventet årligt tilbagevendende, hvilket vi bestemt håber, men det vil bl.a. kræve opbakning fra det lokale erhvervsliv, slutter Hans Østergaard.